
Havnemesterboligen er tegnet af arkitekt Ulrik Plesner og opført i 1905 for Lods- og Havnevæsenet i Skagen. Hovedhuset rummede kontor og bolig for havnemesteren og sidefløjene boliger for to havneassistenter. I 1986 blev bygningen fredet.
Bygningsanlægget havde gennem årene gennemgået store forandringer i det indre, men var i den ydre hovedstruktur relativt velbevaret. Udvendigt drejede ændringerne sig bl.a. om udskiftning af fuger, tagmateriale, vinduer og døre.
Samlet set var der behov for et væsentligt restaureringsmæssigt løft i såvel interiører som eksteriører, og et ønske om et harmonisk og sammenhængende helhedsindtryk af friarealerne.




